Noget på hjertet


onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

onsdag 19. februar 2014 kl.14:57

Jeg bor centralt … et af de steder, hvor der på et tidspunkt kommer til at gå en metro forbi.

Eller under.

Og det har ikke generet mig.

Og så en dag dukkede der nogle dunkelyde – eller hammerslag op.

Og jeg, der ellers i så mange andre sammenhænge er lydfølsom var egentligt et stykke tid om at opdage, at de der bankelyde blev ved.

Og ved.

Og ved.

Og ved.

Men nu hører jeg dem.

Og jeg begynder at få en lidt større forstående for dem der der klager over metrobyggeriet.

torsdag 13. februar 2014 kl.11:40

Jeg synes at folk er gået fra hinanden i alle de 22 år jeg har boet i denne her ejendom på Vesterbro.

Jeg ved det, for jeg har altid haft god med plads, og derfor har mange af mine venner boede hos mig i kortere eller længere tid. I deres mellemfase fra par-liv til singleliv … eller i nogen tilfælde bare fra det ene parforhold og videre til det næste.

Alle på nær en, har været veninder og opholdet har næsten altid været kort, fordi de hurtigt fik etableret nyt hjem et andet sted.

Og jeg tænker at det nok er rigtigt når undersøgelser viser at det er nemmere for kvinder at komme videre fra et forhold til en ny tilværelse. At de har et bedre netværk, der nemmere understøtter dem i processen.

Det er også som om, at de her kvinder får fornyet energi, begynder at skinne på en anden måde. Får en glød tilbage som ofte har været slukket i flere år og lagt nede at tunge kompromiser og mere eller mindre ønskede tilsidesættelse af egne behov.

Min nyeste observation er, at nyskilte mænd lugter af kælder.

Eller den hengemte lugt af sommerhus.

Skimmelsvamp.

Måske maskeret af lidt for meget cologne og kunstigt smil.

Her går det godt.

 

torsdag 2. januar 2014 kl.16:39

Hvis jeg skal opsummere lyden af 2013, må det blive Marie Kays sprøde røst, der igen og igen poppede op og fik mig til at føle som om, at hun kun sang for mig. Jeg ved godt  at “uden forsvar”  ikke er skrevet præcis til mig, men den ramte lige ind i en tid og en situation, som prægede året der gik. Og ligesom resten af Danmark blev jeg lidt forelsket i hende.

2013 har været et turbulent år på mange forskellige måder. Da jeg gik ud af det forrige år, på bagkanten af et forlist forhold, havde jeg på ingen måde troet, at jeg skulle sidde på tærsklen til det nye år, i min tidligere ekskæreste nye hus. Omgivet af fælles venner, der ordner mad, sætter lamper op og hygger i et hus, der er blevet resultatet af de tanker vi gjorde os, dengang vi levede i et såkaldt normalt forhold.

IMAG0426

Året der er ved at gå på hæld, har på en eller anden måde været præget af lidt for mange ting, jeg på en eller anden måde har haft behov for at holde ret tæt ind i til kroppen. Og det, samt mine skriverier alle mulige andre steder, har gjort at 2013 nok er det mindst dokumenterede år nogenside her på bloggen.

Det er ikke fordi der ikke er sket noget, eller fordi jeg har ønsket at være hemmelighedsfuld – men meget af tiden har jeg ikke vidst hvad jeg har følt og tænkt om tingene og resten af tiden har der været nogle forhold eller mennesker der har gjort, at jeg ikke har kunne dele ud som tidligere.

Endelig har facebook, et langt stykke hen ad vej gjort, at de mere overfladiske indblik i mit liv er blevet postet der.

Jeg ved ikke om det bliver anderledes i 2014 – måske er tiden bare løbet fra bloggen her og jeg er den sidste til at indse og indrømme det … men med udgangspunkt i de billeder der ligger på min telefon kommer her udpluk af 2013 – hvert kvartal har hvert sit indlæg, for da jeg startede med at skrive, viste det sig at der var flere ord og billeder i mig, end bare til et enkelt lille indlæg.

Her kommer januar til marts:

Januar

 IMAG0142 IMAG0328  IMAG0391

Januar var den måned hvor jeg blev færdig med at få malet min lejlighed, og vende mig til min nye status som single efter næsten 7 års parforhold. Det var også der jeg tog hul på min julegave til min niece og jeg sammen med hende fejrede min mors fødselsdag med  “te-selskab-med-hat”.

… og det var som altid den måned hvor man sætter sundheden stævne og satser på et godt liv.

IMAG0395 IMAG0398 IMAG0417

Det var også starten på et år der i den grad har stået i netværkets tegn. Både i den etablerede form, og i mere ustruktureret form. Jeg har gennem de sidste to år – og specielt i det forgangne år virkelig mødt mange spændende kreative og  fantastiske mennesker – og vi har hjulpet hinanden på mange måder gennem året der er gået.

Februar

IMAG0435 IMAG0437 IMAG0454

Februar er både min og min nieces fødselsdage, og selvom det er den tungeste måneder (efter november, november, november) gør vores festdage, at der alligevel kan skues mod lysere tider i den grå grå himmel.

IMAG0467 IMAG0474 IMAG0478

Min egen fødselsdag fejrede jeg med et åbent hus og fredagslagkage for venner og netværksforbindelser – og man skulle tro at folk kendte til mig og min søde tand …eller de tænder der var tilbage. For i februar knækkede jeg en tand og måtte se en tandlægeregning på 24.000 kr. i øjnene. Det var ikke nogen sjov oplevelse.

Marts

IMAG0485 IMAG0491 IMAG0492

 IMAG0513 IMAG0514 IMAG0506

Jeg flyttede rigtig meget rundt på ting og rumfordeling og møbler i 2013. Jeg har praktisk taget haft stue i alle stuerne og prøvet mig frem efter den rigtige placering af arbejdsværelset. Jeg er stadig glad for at bo hvor jeg bor – selvom, jeg også tænker at 22 år i samme bygning måske er ved at være nok ?!

Det var i hvert fald træls, da min tidligere ekskæreste under en overnatning havde indbrud i sin bil, og fik stjålet for over 50.000 kr. dykkerudstyr, fordi den var parkeret i mit hood.

IMAG0500 IMAG0503_BURST002 IMAG0507

På den helt positive side var, at en del af alt mit netværksarbejde, resulterede i nogle betalende kunder. Jeg begyndte at undervise i ansættelsesret og fik coachet og rådgivet hos helt nye kunder, som jeg ikke havde mødt hvis det ikke var for mit voksende netværk.

fredag 29. november 2013 kl.8:02

I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

IMAG0733

lørdag 23. november 2013 kl.16:30

Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.

torsdag 14. november 2013 kl.8:19

.. kan ikke engang sige, at jeg er præmenstruel, men det forhindrede mig alligevel ikke i at være tudefjæs og urimelig det meste af dagen og aften med.

Og ja, der er ting der ikke går min vej – ligesom der er ting der gør det.

Jeg ved så udmærket, at det ikke er de ting der sker i ens liv, der bestemmer om livet er godt eller dårligt – men hvordan man opfatter de ting og håndterer livet i det hele taget.

Og at man får det tilbage som man giver ud.

Og at man skal passe på hvad man ønsker sig, for det kan risikere at gå i opfyldelse.

Så skal vi bare sige, at det er fordi det er november, november, november?

Den sejeste af alle måneder?

Og at det kan drikkes væk … hvis man vil skal man klart prøve den her vinter G&T for den er alt det man har brug for, til at forsøde en dum november.

vinter g&t

søndag 28. juli 2013 kl.8:38

Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….

torsdag 27. juni 2013 kl.6:39

For sådan en som mig, der nærmest hysterisk stædigt forsøger at fastholde ideen om at leve i nuet og ikke lade mine nutidsfølelser blive farvet af (eventuelle negative) fremtidstanker, er det både ironisk og frustrerende, at jeg her på tærsklen til den “rigtige” sommer allerede i mit mindset, ser forbi sommeren.

Jeg regner ikke med at der bliver meget sommer til mig og istedet for at se frem mod det der måtte komme, ser jeg forbi den og tænker “næste sommer”.

Men jeg ved det jo ikke.

Det kunne jo ende med at blive de bedste sommer i mit liv?

 

… og mens jeg skriver det stopper toget i Væksø og når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se to nyudklækkede studenter sidde under en trappe. Den ene sidder og tænder ild i en pind og den anden læner sig tilbage og halvsover.

Mon ikke de er sikre på at de får den bedste sommer i deres liv?

Vi kan alle få ret og vi kan alle tage fejl – og nu vil jeg se om jeg ikke kan gå ud i min sidste arbejdsdag i juni og se fanden gale mig positivt på dagen ….

mandag 24. juni 2013 kl.12:22

Normalt er jeg ikke det store offentligt tudefjæs, jeg kan godt pive lidt over dette eller hint, men det der med at blotte den helt store skøbelighed er ikke lige mig.

Men jeg synes, at jeg er lidt end almindelig tyndhudet for tiden – og det er måske ok, at sige det ud i verden?

Sidste år til Sct. Hans holdte min daværende kæreste og jeg en fest for næsten 50 mennesker. Sørgede for mad, drikke og hus over hoved til nogle af vores nære venner og en stor del lidt mere fjerne bekendskaber.

Og vi nød det i fulde drag – for var der noget vi var gode til sammen, så var det at skabe rammerne for fest, farver og fornøjeligt samvær.

Måske derfor gjorde det sådan lidt ekstra ondt, at jeg op mod denne Sct. Hans hverken modtog den mindste snas af en invitation fra nogen – eller blev budt indenfor hos det  de 4 personer som jeg forhørte mig om muligheden for selskab hos.

Jeg er (næsten) sikker på at det ikke skyldes ond vilje, at der ikke dumpede nogen invitationer ned til mig – jeg havde eksempelvis ikke annonceret overfor folk at jeg ikke havde planer og gerne ville inviteres og jeg er også sikker på at havde jeg fortsat med at spørge – eller spurgt nogle andre, så havde jeg nok fundet en fest eller bare en hyggelig aften med nogen – men der er alligevel grænser for hvor mange gange man magter at blive afvist.

Jeg kunne også bare have taget ud i min have og havde feste med dem der var derude, eller ned i en af de parker der er i København og som alle fejrer midsommer med bål og sang.

Men uden at jeg egentligt var klar over det, så var jeg mere mærket af min singletilstand og de sidste 6 års Sct. Hanser som for en stor dels vedkommende er blevet holdt i Saksild, end jeg vidste.

Jeg havde brug for selskab – men jeg vidste det først da aften oprendte og så var det egentligt for sent. Og jeg måtte sande at en af singlehedens biprodukter er den, at man ikke altid har nogen ved sin side, hvis man ikke har andre ved sin side.

Sommernat og fuldmåne over Saksild Strand

Næste side »